Vi er flyttet!

Tilbage i juli skrev jeg lidt om det. Om de der overvejelser vi gik og gjorde os. Overvejelserne om at forlade København. Vi havde mange lange snakke om det. Med hinanden, med venner og med familie. Det var nok mest mig, der snakkede, for det var også mest mig, der var i tvivl. Min mavefornemmelse sagde, at vi bare skulle gøre det. Afsted – ud over stepperne. Men min fornuft sagde noget andet. Vi er glade for at bo her, vi har så mange muligheder, ingen uforudsete udgifter, intet ansvar og til en husleje, der er helt OK – omstændighederne taget i betragtning.

Det er også svært når en stor del af ens identitet ligger i ens bopæl. Det snakkede vi meget om. At jeg jo identificerer mig meget med at være københavner. At være sådan en, der har børn i byen. Bruger byen og alle dens muligheder. Baby i viklen og så afsted. At jeg ikke ville være sådan en, der flyttede tilbage til barndomsbyen så snart 2 blev til 3. Villa, vovse, Volvo og alt det der. En af dem, vi altid gjorde lidt grin med, da vi var yngre. En af dem, der aldrig kom videre.

Og så slog det mig. Min egen idé om min egen identitet skal sguda ikke bestemme om jeg skal lytte til min mavefornemmelse eller ej. En hel del af det handlede jo også om, hvad alle de andre nu ville synes. Alle dem, der gjorde grin med alle dem, der ikke kom videre. Men det er livet altså for kort til at bekymre sig om skulle jeg hilse at sige. Så en dag i slutningen af juli skrev jeg en mail, holdte mig for øjnene og fik Marc til at trykke på Send. Lejligheden var opsagt og vi skulle være ude i slutningen af oktober. Point of no return.

Så nu er jeg en af dem, der flytter tilbage til min barndomsby. Tilbage til vante, trygge rammer, tæt på familie og gamle venner. Der hvor der ikke sker en skid lørdag aften, hvor man ikke kan gå ud og få en brunch og hvor bussen kører 2 gange i timen. Og det er helt OK! Også selvom jeg liiiige skal forene mig med min nye identitet som beboer i provinsen…

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *