Opskrift // Hjemmelavet is

hjemmelavet-ishjemmelavet-is-6hjemmelavet-is-4hjemmelavet-is-5Da jeg besøgte mine forældre i påsken, havde min mor fået den idé at vi skulle lave hjemmelavet is. Resultatet blev kanon godt, men modsat de andre opskrifter jeg plejer at dele, så er det her absolut ikke en sund en af slagsen. Alligevel var den så god at den fortjener at blive delt. Og jeg kan ligeså godt advare jer på forhånd – den smager virkelig godt og der er højst sandsynligt risiko for at den er vanedannende 😉

Ingredienser
– Til ca. 1,5 liter is
0,5 liter piskefløde
4 pasteuriserede æggeblommer
125 g flormelis
vanilje
daim, chokolade eller hvad du ellers synes

Fremgangsmåde
– Piskefløden piskes til den næsten er som flødeskum – men også kun næsten. Hvis den piskes for meget kan isen få en smør-agtig eftersmag.

– Æggeblommer og flormelis piskes godt sammen indtil massen næsten er hvid.

– Æggeblandingen vendes over i piskefløden, og “fyldet” tilføjes. Vi lavede en is med daim, en med chokolade og en med nødder, chokolade og daim. Det er vigtigt at de ingredienser man tilføjer hakkes i meget små stykker, da de bliver ekstra hårde når de er frosset. Især daim skal hakkes ekstra fint, da det ellers godt kan gøre ondt i tænderne at tygge et stort stykke frossent daim.

Så er det bare at hælde isen på forme, drysse lidt lækkert ovenpå og komme den i fryseren. Vi brugte gamle 1 liters is-bakker, og de er jo perfekte til formålet. Da der ikke er vand i denne opskrift, behøver man ikke at tænke på at isen skal røres i under frysningen, for der er ingen fare for at den krystalliserer. Så det er bare med at læne sig tilbage og vente på at den har været i fryseren tilstrækkeligt længe. Jeg vil vove at påstå, at det er en af de nemmeste opskrifter på hjemmelavet is, der findes, og resultatet er virkelig godt! Af de versioner vi lavede, var det klart daim isen, der blev bedst. Faktisk var det den bedste daim is nogen af os nogensinde har smagt. Det er i hvert fald sten sikkert at jeg er færdig med at købe is i supermarkeder når det her er så nemt og så lækkert.

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *