Livet med en baby på 4 måneder:
en status

Sagen er den, at vores søn faktisk næsten er 5 måneder. Fandt dette indlæg i kladderne i går, og hvis jeg skal nå at udgive det inden han fylder 5 måneder, så skal det vist være nu. Der er nemlig kun to dage tilbage. Alt går altså bare lidt langsommere på sådan en barsel – især når man har baby på hjernen haha 🙂

4 måneder

Vægt: 8 kg
Længde: 68 cm

Så blev vores lille baby 4 måneder. Tiden er gået så hurtigt, at det slet ikke er til at forstå. Det er vildt, at han allerede har været her i 4 måneder. Han smiler, griner, pludrer og griber ud efter ting. Holder i hånden, putter alt i munden og skal nok fortælle, hvis han er utilfreds med noget. Han følger med i alt, er nysgerrig som bare pokker og gider ikke ligge stille for længe ad gangen. Der skal ske noget! Ligeså vildt det er, at han allerede har været her i 4 måneder, ligeså vildt er det, at han ikke har været her for evigt.

Det er sikkert verdens største kliché, men det føles helt seriøst som om, at han altid har været her. Det er så naturligt for os, at han er en del af vores liv nu, at vi ærlig talt ikke kan forestille os et liv uden ham. Og det er sikkert en endnu større kliché, når jeg nu siger, at vi ikke ved, hvad vi brugte tiden før ham på? Vi havde jo SÅ meget tid haha. Det er altså tidskrævende med sådan en lille fyr.

Men det går fint. Det gør det. Vi har lært ham at kende, og han er en viljestærk lille en. Har en klar mening om tingene, og sover aller bedst på maven af sin mor eller far. For tiden mest mor. Han sover i smørhullet om natten og det fungerer så fint for os. Han er klar til at gå i seng ved 21 tiden, sover som regel mellem 21.30 og 22, og så sover han til ved 9 tiden næste morgen. Afbrudt at ammepauser selvfølgelig. For tiden ammer jeg ham næsten hele natten. Sådan føles det i hvert fald. Men jeg skyder en del af skylden på det varme vejr og håber at det snart får en ende. For det meste sover jeg dog igennem det, men vil gætte på at jeg i hvert fald er vågen en 5-10 gange hver nat.

Om dagen sover han ikke vildt meget. Vi har bøvlet en del med søvn lige fra starten af, for han gider det bare ikke. Der er hele tiden kæmpe store øjne og han vil helst ikke gå glip af noget. Det går dog bedre og bedre, og selvom vi skal hjælpe ham meget med både at falde i søvn og blive i søvnen, så er de fleste lure nu på 30-40 minutter. En klar forbedring i forhold til tidligere. Det betyder at han sover 4-5 lure hver dag, så meget af dagen går med at få ham til at falde i søvn og blive i søvnen. Men vi øver os på det og håber at han bliver bedre til at sove lure når han bliver ældre. Det får vi se.

Så alt i alt er han vist bare en ganske almindelig baby, der er ved at opdage verden, ikke spilder tiden på at sove, optager al vores tid og fylder vores hjerter og liv med så meget kærlighed.

Lignende indlæg

En tanke om "Livet med en baby på 4 måneder:
en status
"

  1. Pingback: Livet med en baby på 5 måneder: en status - Endnu en blogEndnu en blog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *