Jeg er igang med en proces…

En proces, der startede da jeg blev gravid tror jeg. Noget mine nytårsforsætter for 2018 i den grad også afspejler. I virkeligheden har det nok altid ligget lidt i mig. Det der med at tænke meget over tingene. Gerne ville gøre det godt. Og rigtigt. Men det kom først sådan rigtigt til udtryk da jeg blev gravid. Jeg læste alt om graviditet. Seriøst. Alle anbefalinger, gode råd, udvikling hos fostre, symptomer hos mødre osv. osv.

Jeg stoppede med at farve hår, med at bruge parfume, med at ryge og drikke alkohol, spise rødt kød, lufttørret kød, konventionelle fødevarer, skar ned på sodavand og light produkter. Sørgede for at få motion, masser af søvn, god og sund mad, spiste kun de rigtige fisk, skar ned på leverpostejen, huskede mine vitaminpiller og hvad alle forskrifterne nu ellers siger.

Så fødte jeg verdens dejligste søn og kunne jo gå tilbage til min gamle livsstil. Men det har jeg valgt ikke at gøre. I hvert fald ikke helt. For når nu jeg ville passe så godt på min søn da han lå i maven – hvorfor skulle jeg så ikke ville passe ligeså godt på min egen krop? På miljøet? På min søn som jeg ammer og som er i kontakt med mig hver dag og hele tiden? På os alle sammen?

Så derfor er der nogle af mine gravid-vaner, som har fået lov til at blive, og nogle som jeg arbejder på at få indført. Jeg bruger fx slet ikke parfume længere. Jeg bruger ikke shampo, balsam, cremer eller andre produkter på min krop, der er fulde af tilsætningsstoffer og E-numre. Lige med undtagelse af makeup, som er et af de punkter jeg arbejder på.

Jeg køber og spiser næsten kun økologisk, spiser ikke særlig meget kød og køber meget sjældent nye ting. Og det er simpelthen så fedt at agere i tråd med sine værdier og overbevisninger! For jeg kan sgu så godt lide mig selv, naturen og dyrene – hvor hippie det end lyder. Og jeg er altså også pæn med min naturlige hårfarve, jeg bliver ren af at vaske mig med rent vand og jeg kan finde alle de ting, jeg skal bruge på loppemarkeder eller på DBA.

Men det er en proces. En evigheds proces om man vil, for der er virkelig mange indgroede vaner at gøre op med, og så mange ting man kan gøre bedre. Også uden den helt store indsats. Jeg er først lige startet og tænker at jeg helt sikkert kommer til at skrive mere om det her på domænet 🙂

Er der nogen af jer, der har gjort sig de samme tanker? Måske I har lyst til at dele?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *