En sviptur til Odense

odense-3Sidste weekenden var jeg jo som nævnt her en tur i Odense. Anledningen var at en af mine gode veninder fyldte 25 år, og det skulle naturligvis fejres. Så sammen med en anden veninde pakkede jeg sportstasken og ankom til Odense fredag aften efter en lang køretur. Jeg er en af de heldige typer, hvis hele familie bor meget tæt på hinanden, og jeg er derfor ikke særlig berejst i Danmark. Eksempelvis har jeg kun været få gange i Jylland (gennemkørsel til Tyskland tæller altså ikke helt her), og det var ligeså kun anden gang at jeg opholdte mig i Odense (eller på Fyn for den sags skyld). Derfor eeeeelsker jeg også at komme lidt rundt i Danmark, og har en lille plan om et roadtrip rundt i Danmark til sommer sammen med min kæreste – det går jo ikke at man kun har set Sjælland og Bornholm. Men mere om det den dag det bliver en realitet!

Som sagt ankom vi til Odense rimelig sent fredag aften, så efter at have catchet up og drukket et glas vin smuttede vi i seng. Lørdag bød nemlig på en lang liste af planer, som startede med en omgang i shopping i Odense gågade. Jeg fik bl.a. købt nogle virkelig fine øreringe og et ret flot armbånd. Ingen fylder 25 uden champagne, så da vi skulle have sen morgenmad/frokost blev det naturligvis med et glas champagne til, inden vi smuttede hjem for at gøre klar. Om aftenen kom der nemlig gæster, og det er altså sin sag at gøre plads til 14 mennesker i en 2-værelses lejlighed. Men ved hjælp af det havebord med aftagelige ben, der stod nede i gården, og som vi fik bakset hele vejen gennem kælderen og op ad trappen, så lykkedes det altså, og det blev endda rigtig fint!

odense-1

Resten af aftenen gik med at spise god mad og drikke rigelige mængder af drinks og rødvin. Når man bliver 25 og ikke er gift skal man naturligvis også have kanel, og det går de åbenbart meget op i på Fyn fik vi fortalt. Så min veninde blev pænt bedt om at skifte tøj inden hun blev genet ud på vejen for at få hældt en kold spand vand over hovedet efterfulgt af flere breve kanel. Stakkels hende siger jeg bare 🙂 Resten af aftenen og dagen efter lugtede der pænt meget af vådt kanel i hele lejligheden – en ret speciel lugt kan jeg fortælle jer. Da fødselaren havde været i bad og endnu en gang skiftet tøj, sat hår og lagt makeup, og klokken efterhånden var omkring 03, var det på tide at tage i byen, så det gjorde vi. Vi sang og dansede resten af aftenen mens vi drak fadøl og gin hass, inden vi grinende spadserede hjemad ved 05.30 tiden.

Søndagen kan I nok gætte hvad blev brugt på. Der lå vi nemlig på langs i sofaen med dyner, kanal 4 og rester fra middagen (og desserten!) dagen forinden, inden at turen gik tilbage mod København om aftenen. Håber at I derude havde en ligeså skøn weekend som undertegnede i sidste uge, hvad end den så er blevet brugt på 🙂 Nu er det jo endnu engang blevet weekend, en lidt roligere en af slagsen for mit vedkommende. God weekend!

odense-2

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *