De sidste to uger: en status

De sidste to uger har været hektiske. Vi startede med en lidt impulsiv tur til Kreta. Vi havde egentlig købt endags billetter til Roskilde, så vi kunne komme ned og høre Eminem. Lyden af hele min ungdom. Nøj hvor har jeg hørt hans musik meget og set 8 Mile på repeat. Og jeg havde også glædet mig. Helt vildt faktisk. Men mest inden jeg fødte. For da han kom ud til os og jeg pludselig var nogens mor, så var sådan en dag på Roskilde fuldstændig ligegyldig. Også selvom Eminem spillede. Kunne sket ikke forestille mig at han skulle passes allerede. Heldigvis var min kæreste enig, så vi solgte billetterne og bestilte en tur til Kreta i stedet. Og heldigvis for det! Det viste sig at være en af vores bedste ferier nogensinde og at rejse med en baby var helt fantastisk!

Vi kom hjem forrige fredag, smed indholdet af vores kufferter på gulvet og pakkede dem på ny med bordpynt, pænt tøj og kageingredienser inden at vi kørte mod Nordsjælland. Søndag skulle vi nemlig holde barnedåb for ikke mindre end +70 mennesker. Set i bagklogskabens lys havde det været rart med lidt flere dage til at forberede den store dag, men vi trængte så meget til den ferie. Og med hjælp fra vores familier, så gik det hele så godt. Vi havde den dejligste dag overhovedet.

Den næste uge tilbragte vi fortsat i Nordsjælland, og vi kom først hjem i lørdags. Slæbende på gaver og vasketøj og store smil. Nu er vi hjemme og vores lejlighed bærer tydeligt præg af vores fravær. Næsten alle blomsterne er døde, køleskabet er tomt og vi sejler i vasketøj. Men det har så absolut været det hele værd.

Så vi er hjemme og alt er godt. Babyen sover i slyngevuggen, jeg har lige spist morgenmad og det eneste der står på min to do-liste i dag er at handle ind og foretage et enkelt opkald. Og nåh ja – så alt det forbandede vasketøj.

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *